Kanelmuffins

kanelmuffins featue photo

En af de store fordele ved at low carb, palæo og lignende trends hitter for tiden er, at de varer man før måtte i helsekosten for at få fat i, nu findes i de fleste velassorterede supermarkeder. Det er derfor muligt at bage uden brug af hvedemel og hvidt sukker uden først at skulle ud på en længere indkøbsrejse. Standardprodukterne i mit bage-sortiment er rugmel, mandelmel, kokosmel (også kaldet kokosfibre), honning samt den seneste tilføjelse, kokospalmesukker. Jeg købte sukkeret i min lokale SuperBrugs og har opdaget, at Urtekram også er begyndt at producere kokossukker. Så sandsynligheden for at man også kan finde det andre steder, vil nok kun stige i fremtiden. Kokossukker har en krydret, let brændt smag, lidt som farin, men har et lavt glykæmisk index, og påvirker derfor ikke dit blodsukker i samme grad om melis og honning.

Kanelmuffins_3

Disse kanelmuffins er varmt krydrede og søde, bagt på rugmel og kokos-sukker. De blev til en dag jeg cravede Meyers kanelsnurrer og ville se, om ikke man kunne lave en muffin, der havde samme karamel-lækre kanelsødme. Resultatet minder på ingen måde om en god kanelsnurre, men sådan kan udgangspunkt og resultat ende med at være vidt forskellige.

Kanelmuffins_1

Kanelmuffins med æble og hasselnødder

12 muffins 

0,5 dl mandelmel

1,5 dl kokosmel

1,5 dl rugmel

1 tsk bagepulver

0,5 tsk natron

2 tsk kanel

Et drys vanillepulver

2 dl kokossukker

3 dl usødet æblemos

2 æg

4 spsk rapsolie

2 dl kokosmælk (brug den faste del af en dåse kokosmælk)

2 dl hakkede hasselnødder

Tænd ovnen på 175 grader. Bland mel, bagepulver, natron, kanel og vanillepulver i en skål. Pisk æg og kokossukker skummende i en anden skål. Tilføj kokosmælk og pisk igen. Kom skiftevis resten af de våde ingredienser og de tørre i skålen og vend grundigt, men forsigtig. Brug en si til melblandingen så der ikke kommer klumper i dejen. Vend tilsidst 2/3 af nødderne i dejen og kom dejen i forme. Glat dejen med en våd ske, så overfladen bliver pæn. Jeg har bagt kagerne i en muffinplade, og hvis du vælger denne løsning, så husk at smøre muffinhullerne i bunden. Ellers kan du også blot bruge sædvanlige papirforme. Drys tilsidst med de sidste hakkede nødder og bag i 25-30 min. til kagerne føles faste og har fået en fin mørk-gylden farve.