Marokkansk lammegryde

Marokkansk lammegryde_2 feature photo

Inden foråret for alvor får tag i os, kommer her en lunende simre-ret med lam og krydderier. Det er en ret som tager lidt længere tid at tilberede, tilgengæld passer den sig selv det meste af tiden. Lam er noget som deler vandene, men personligt elsker jeg den lidt skarpe smag, og i denne ret får den godt selskab af varme krydderier som spidskommen og koriander.

Som modspil til krydderierne, serves gryderetten med en frisk urtecreme. Den kan i princippet røres med de urter du lige har ved hånden. Jeg brugte selv lige dele persille og dild samt en lille smule mynte. Hvis det ønskes kan man også lune et par grovpita og servere ved siden af.

Marokkansk lammegryde_3

Marokkansk lammegryde med kikærter og urtecreme

4 personer

700 g. lammekød

1 dåse kikærter (tørrede kan også bruges, så skal du følge tilberedningsvejledningen på posen)

2 løg

1 aubergine

2 dåser hakkede tomater

3 fed hvidløg

1 tsk eddike

1 tsk revet muskatnød

1 spsk spidskommen

2 tsk stødt koriander

2 tsk revet frisk ingefær

Chili efter behov

Olivenolie

Frisk persille

2 dl creme fraiche med hakkede grønne urter (eksempelvis mynte, persille, dild, koriander) og en smule citronsaft

Hvis kødet ikke allerede er skåret, så start med at skære det i mundrette tern. Vend muskat, koriander og spidskommen med kødet og lad det trække en halv time. Skær imens løg og aubergine i 2×2 cm tern. Brun kødet i olie lidt ad gangen og tilsæt aubergine og løg og steg et par minutter. Tilsæt ingefær, presset hvidløg, eddike og chili efter smag og vend det hele sammen. Tilsæt tomaterne og lad det hele simre i to timer. Mens gryderetten simrer hakker du de grønne urter og vender med creme fraiche og citron. Fem minutter før servering tilsættes de drænede kikærter og der smages til med salt og peber.